T5DP3-4 Utilfreds på puslebordet – Baby Core Care

Ked af puslesituationer

Der kan være flere grunde til at din baby bliver utilfreds under puslingen.

Nogle babyer mister bare tålmodigheden, hvis de ikke er engageret i noget - her kan det hjælpe at have legetøj eller synlige objekter til at fange dit barns opmærksomhed.

Det kan også være opfattelsen af at blive fastholdt, hvilket begrænser bevægelsesfriheden, så barnet vrider sig og bliver utilfreds. Hvis det er årsagen, oplever du det sikkert også i andre situationer hvor barnet er nødt til at blive i en stilling - f.eks i din arm eller autostolen.

Hos nogle børn skyldes det også selve berøringen eller temperaturændringerne, så det at blive afklædt eller tørret af er ubehageligt. De babyer vil typisk heller ikke bryde sig om massage og berøring i andre situationer. Hvis det er tilfældet for dit barn, er det en god ide at introducere massage i små bider dagligt, for at opbygge en tolerance.

Sidst men ikke mindst kan det skyldes smerter eller ubehag ved at blive skiftet. Refluksbørn bryder sig generelt ikke om at ligge fladt, og børn med spændinger i rygsøjlen eller bækkenet kan få ondt når benene løftes op for at komme til at tørre. Det vil en erfaren børnekiropraktor kunne undersøge og evt. behandle.